mandag den 16. juli 2007

Et indlæg fra Johs:

Hej allesammen, ville lige sige tak for jeres hilsener og al den opmuntring og støtte vi har fået undervejs og før rejsen.

Vi har nu sejlet lidt over en trediedel af turen, og er nu i Västervik, nærmere bestemt på stadsbiblioteket. Vi (Morten!) forsøgte at sende det digitale "fotoarkiv" hjem via nettet, men må nok forsøge en anden mulighed, da biblioteket er overmåde godt sikret mod udefra kommende information... Bibliotekaren var overmåde hjælpsom, men ak.

Nå! formålet med dette indlæg er at supplere Juels fine skriveri, med lidt nørde-detaljer om "Søster Sara". Senere vender jeg nok tilbage med lidt almene betragtninger omkring turen, udrustning og det at være på tur med Morten.

Om "Søster Sara":
Båden er en kopi af en Isefjordsbåd. Originalen blev bygget i Holbæk i 1929 til en fisker, Hans Olsen, Orø, i Isefjorden. Båden blev op målt i 1952 af Christian Nielsen, Nationalmuseet ("Danske bådtyper, V. Christian Nielsen"). Båden blev brugt til bundgarnsfiskeri.

Jeg byggede "Søster Sara" på Skeppsholmens båtbyggerlinie i Stockholm. Hun er bygget i eg på eg. Altså egetræsbordlægning (planker) på egetræsspanter ("ribbenene").
Jeg har forsøgt at gøre hende så tro mod forlægget som muligt, også i materialevalg. For eksempel er sejlene bomuld og tovværket, manila og hamp. Beslagene, jern, er lavet til båden og siden galvaniseret.
Båden er 16 fod og 7 danske tommer lang, altså 5m. og 47cm. Bredden er 2m. og 25cm.
Båden har en slidkøl af gran og stikker således ca. 65-70cm.
Båden har 10 bordgange og ringdæk er ca. 25cm. bredt.
Rig: 4 sejl, storsejl ("smakkesejl" eller "sprydstagssejl"), fok, klyver og topsejl (på stage over mast, hejses fra dæk). Denne rigttype kaldes på dansk for en kragerig og var meget almindelig på små brugsbåde fra denne periode. Samlet sejlareal: 22 kvadratmeter, eller lidt mindre en en folkebåd.
Altså en lille åben og bred fiskebåd med et halvstort sejlareal og et beskedent dybgående. Originalen havde ikke motor, men vi har måttet gøre en indrømmelse, i forhold til tidens krav om at måtte møde op på første arbejdsdag efter ferien og den slags.... Altså har vi en 2.2 hestes suzuki udenbordsmotor, til montering på et aftageligt beslag. Topfart for motor: hele 6,2 knob!
Fiskere og sømænd havde for tradition at opkalde deres både og skibe efter det nære, det vigtige, før det højtflyvende. Min båd er opkaldt efter min søster, Sara.

Nu skal vi ned og ha' en "morfar". Husk at vi bliver meget glade når i lægger en
hilsen.

Johs.

1 kommentar:

Anonym sagde ...

hvad jeg ledte efter, tak